Del: - -

Sund hud og vådt arbejde

Hudlidelser er den hyppigst anerkendte erhvervssygdom i Danmark, og 90 procent af sagerne drejer sig om håndeksem.

Hudproblemer hænger tæt sammen med 'vådt arbejde'. Derfor har bl.a. sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, køkkenpersonale, frisører og rengøringsassistenter større risiko for at udvikle håndeksem. Unge er særligt udsatte. Under Covid-19 pandemien har mange andre faggrupper oplevet hudproblemer som følge af hyppig afspritning og håndvask.

Påvirkning fra allergener og irritanter forstærkes af vand

Allergisk kontakteksem kan opstå som følge af påvirkninger gennem kortere eller længere tid af stoffer, der kan fremkalde allergi og overfølsomhed. Sådanne stoffer kaldes allergener og omfatter blandt andet gummikemikalier (i handsker), konserveringsmidler, epoxy, nikkel og parfume. Du har større risiko for at udvikle et kontakteksem, hvis du ofte er i kontakt med allergener.

Også andre og endda naturlige stoffer kan fremkalde irritation. De kaldes irritanter.

Irritanter og allergener findes ofte i handsker, sæbe, rengøringsmidler, kosmetik, opløsningsmidler samt fødevarer som mel, grøntsager, citrusfrugter, fisk og kød. Vand gør huden våd og lettere gennemtrængelig for allergener og irritanter.

Vand fører desuden til udtørring af huden med kløe, små sprækker og svækkelse af hudbarrieren. Handsker beskytter mod vand og allergener, men ved langvarig og hyppig anvendelse kan det også give fugtig hud og skade hudbarrieren.

Undersøgelser har vist, at jo flere gange man vasker hænder, jo længere tid man bruger handsker eller har våde hænder i løbet af en arbejdsdag, desto større er risikoen for at udvikle kontakteksem.

Gode råd til arbejdspladser og medarbejdere

Branchefællesskab Arbejdsmiljø stiller en lang række artikler og materialer til rådighed for arbejdspladser, der ønsker at forebygge hudlidelser.

Få overblikket her

Blandt andet har vi udviklet et kampagnemateriale ”Beskyt huden” med fem gode råd til henholdsvis arbejdsgivere og medarbejdere.

Fem råd til arbejdsgivere:

  • Undgå skadelig kemi og våde hænder.
  • Organiser arbejdet, så medarbejderne skifter mellem opgaver.
  • Sæt håndsprit frem som alternativ til håndvask.
  • Instruer medarbejderne i at bruge handsker.
  • Stil håndcreme til rådighed.

Fem råd til medarbejderne:

  • Undgå skadelig kemi og våde hænder.
  • Skift mellem arbejdsopgaver.
  • Brug håndsprit som alternativ til håndvask.
  • Benyt handsker.
  • Plej hænderne med håndcreme.

Behandling af håndeksem

Håndeksem behandles med fede fugtighedscremer, hormoncremer, lysbehandling og i særligt svære tilfælde med medicin, der påvirker immunsystemet.

Nyopstået håndeksem skal behandles hurtigt og effektivt for at undgå udviklingen af kronisk håndeksem. Lokalbehandling med hormoncreme er førstevalgsbehandling af håndeksem, og bør altid kombineres med hyppig brug af fugtighedscreme.


Senest revideret den 16. januar 2024